31. august 2020

Hurtigt internet har afløst tunge skoletasker

Tekst og foto: Mogens Greve

Da vicerektor på Viden Djurs, Carsten Gløvermose Nielsen, købte hus i Fjellerup, var coronaen stadig på et tidligt stadie.
”Noget af det første, vi spurgte mægleren om var, om der er fiber,” fortæller han – dengang lykkeligt uvidende om, hvor meget mere han pludselig skulle blive afhængig af fiberen.
”Vi flyttede ind 12. marts, dagen efter lukkede skolen ned på grund af corona, og 14. marts startede vi hjemmefra med virtuel undervisning. Fiberen blev på et splitsekund et uundværligt arbejdsredskab.”

 

Opfordring til forældre

Carsten erkender, at han ikke kan diktere forældre til at sikre sig hurtigt internet.
”Jeg kan kun opfordre forældre til nuværende og kommende elever til at sørge for hurtigt og stabilt internet på privatadressen. Der kan komme nedlukninger igen, og nogle af vores elever har været begrænset af internettet.”
Erfaringerne med online løsninger kan vise sig at være så gode, at de på et tidspunkt bliver en fast del af undervisningen.
”Jeg troede, at jeg først skulle til at lære eleverne at begå sig i den online undervisning – men tog voldsomt fejl. Det er bare en fortsættelse af hverdagen og ikke nyt for eleverne … - kun for lærerne. Vi har bevæget os ind i deres verden, som de unge er helt dus med.”

 

Medaljens to sider

En elevgruppe af ”4-/7-tals drenge” stod i den daglige undervisning i skyggen af 12-tals pigerne.
”Men i små online møder har der været en hel anden dialog, hvor de lige pludselig kan noget, jeg ikke har oplevet før.”
Nogle af disse drenge er endda gået 1-2 karakterer op i coronatiden.
”Og så er vi ovre i noget med differentieret undervisning, der tager hensyn til forskelligheder. Vi har fået et værktøj til at favne bedre, som jeg sagtens kan se brugt fremover – også uden corona.”
Bagsiden af medaljen er, at andre elever har haft det rigtig svært uden det fysiske samvær og vejledermøder m.m.
”Vi har for første gang sagt farvel til 3. års elever i deres sidste halvår på skolen.”
Perioden uden mulighed for mødet og snakken med studievejledere m.m. gjorde udslaget.
”Vi skal hele tiden være opmærksomme på, at/om vi giver køb på noget andet ved virtuel undervisning. Teknisk er det muligt, men derfor nødvendigvis ikke godt nok i sig selv. Vi er også et dannelsessted, hvor du både skal kunne sidde alene derhjemme – og skal afsted til noget og nogen.”