17. maj 2020

Alle i Grenaa kan få hurtigt internet

Tekst og foto: Mogens Greve

Det er mere end 10 år siden, at Samsignal blev stiftet i forbindelse med overdragelsen af det tidligere kommunale fællesantenneanlæg til brugerne.
Samsignal er ejet af det demokratiske non-profit andelsselskab Norddjurs Antenneforsyning A.m.b.a. og har cirka 6.000 husstande som medlemmer i Trustrup, Ålsø, Grenaa, Åstrup og Hammelev.
”I disse byer har alle indenfor byskiltet mulighed for 300/50 Mbit vi os, hvilket dog kun de færreste private har brug for,” siger formand for bestyrelsen i Samsignal, Anders Lisvad.

 

Med Stofa som samarbejdspartner

Der er indgået aftale med Stofa om opgradering af anlægget til giganet, og dette arbejde forventes afsluttet inden udgangen af 2021.
”Til den tid kan vi tilbyde op til 1.000 Mbit i de fem byer og er dermed godt gearet til fremtiden. For der er ikke nogen private i vores forsyningsområde, der i dag har brug for så meget.”
Bestyrelsen i Samsignal består af fem personer.
”Vi er en (andels)forening uden stort markedsføringsbudget. Og jeg må erkende, at ikke alle i lokalområdet er klar over, hvad vi tilbyder af både hastighed og stabilitet til en lav pris.”

Løsningen i Samsignal er en kombination af fibernet og coax kabler.
Der er i Trustrup, Ålsø, Grenaa, Åstrup og Hammelev trukket fiber i de store veje.
Fra fiberen trækkes et coax kabel ind til huset.
”Det er således ikke fibernet – men lige så hurtigt. Derfor bør man i eksempelvis sommerhuse heller ikke fokusere alene på fibernet eller ej, for vores løsning er lige så god, stabil og hurtig. Og hvad angår TV er coax faktisk endnu bedre end fiber.”

 

Udfordringen er materiellet

Anders siger, at mange brugere er udfordret af materiellet.
”Hvis en af vores brugere har langsomt internet, skyldes det en materiel fejl. Ligesom det er tilfældet ved en tilkalket vandhane, hvor du kan have nok så meget vand i ledningen uden at kunne udnytte det.”
Det handler også om, at udviklingen går så stærkt, at udstyr forældes i løbet få år – og giver mulighed for fejl.

”Folk forstår ikke altid betydningen af en gammel computer, en dårlig router eller af de betingelser, der skal opfyldes, for at trådløst wi-fi dækker hele huset.”
I september 2017 åbnede Samsignal ServiceButikken på Havnevej i Grenaa.
”Butikken bemandes af folk fra Samsignal og Stofa, der yder hjælp til og rådgivning om blandt andet TV og bredbånd.
”Vi lokker ikke med midlertidige rabatpriser men kører fast pris på vores forskellige løsninger, som garanteret er billigst set over et år.”

 

Det nære er også det bedste

Anders ser en sammenhæng mellem Samsignal og fjernvarmen og det, at begge er lokale tiltag, der fungerer – og er billigere.
”Os som kører det, bor selv i lokalområdet og er tæt på kunderne. Jo mere vi står sammen, jo bedre har vi det.”
Han henviser i den forbindelse til en nyere undersøgelse af forbrugerpriser som viser, at Grenaa er billigst.

”Vi har i Samsignal set på muligheden for at byde ind i projekter under Bredbåndspuljen, men når det ikke giver økonomisk mening, holder vi os fra det. Så vi har besluttet at holde os til det nære og gøre det så godt som muligt.”
Der har været kontakt til Ålsrode om et etablere hurtigt internet, og der er indhentet priser.
”Det er en stor investering for os og vil kræve, at der er nok i Ålsrode til at bakke op om det.”