09. marts 2020

Der er noget i luften – over Djursland

Tekst og foto: Mogens Greve
Billedtekst: Teknisk chef Kim Carstensen tv og forretningsfører Bent Sørensen

En af de ting Primanet selv fremhæver ved det trådløse internet er, at det både er grønnere og mere økonomisk end fiber.
”Vores trådløse net er godt for både Danmark og Djursland,” siger teknisk chef ved Primanet, Kim Carstensen.
”Derfor er vi nok også en hårdere konkurrent til fiberen, end mange lige er klar over. Selv om vi ikke høster mange roser for vores problemløsninger rundt om i kommunerne, er vi faktisk lidt stolte af vores arbejde.”
Det bakker ikke mindst borgerne i Ingerslev i den nordvestlige del af Norddjurs Kommune givetvis op om.
”Efter at have fået en lang næse af et fibernet-selskab, ringede de sidste år til os, hvorefter vi skaffede hurtigt internet til ti brugere i Ingerslev.”

 

Alle på Djursland er potentielle kunder

Er man 5-10 stykker med dårligt internet i et område i Norddjurs eller Syddjurs, er man velkommen til at høre om mulighederne ved Primanet.
”Det er sådan vi arbejder – på tværs af både geografi og diverse politiske initiativer og holdninger.”
Kim siger også, at Primanet ikke har planer om at byde ind på projekter under Bredbåndspuljen.
”Vi prioriterer serviceringen af brugerne højt.”
Set i det lys vurderer man også beliggenhed i forbindelse med eventuelle nye brugeraftaler.
”Det kræver ofte køreture at servicere, så det skal tænkes ind i forhold til både geografi, de øvrige 4.000 brugere og medarbejdernes bopæl m.m., for at vi kan sikre det høje serviceniveau.”
I øvrigt afhænger hurtig service ikke alene af medarbejderen, men også af, hvornår folk er hjemme.

 

Også overvågning og wi-fi

Forretningsfører Bent Sørensen fortæller, at overvågnings- og wi-fi løsninger udgør en pæn del arbejdet.
”Vi har netop fået en ordre på videoovervågning i en lagerhal,” fortæller han.
”I går ringede en, som var ved at købe sommerhus oppe på nordkysten, hvor mobildækningen er rigtig dårlig. Han ville kun købe sommerhuset, hvis vi kunne skaffe dækning, og det er jeg sikker på, at vi kan.”
Blandt kunderne er også et hotel med wi-fi dækning på 150 værelser – via 40 access points.
”Fra midt november til 31. december fik vi via opslag på Facebook 300 nye abonnenter – heraf rigtig mange i Grenaa.”
Som udgangspunkt er alle de nye forbindelser 100 mb.
”Beliggenheden gør nogle steder, at det kniber med at nå 100 mb, mens andre har 200 mb.”
Blandt andet kan træer ”drille”.
”Hvis træerne er fjenden, vender vi den om og gør dem til venner – ved at bruge træerne til vores sendere. Således har vi blandt andet en fast aftale med Løvenholm Skov om trådløs levering til en række huse.”