To nye arbejdspladser på vej til Anholt
Tekst og foto: Mogens Greve
Spiseriet på Anholt Havn lukkede i efterårsferien ned for i år og bruger nu vinterperioden til at samle kræfter til 2020.
Indehaverne, Jacob Vestervig og Katharina Jespersen, bor i et fritidshus på øen og arbejder på at få huset lavet om til helårsstatus.
Fastboende pendlere
”Vi åbnede Spiseriet i år, og planen er at kombinere det med andet arbejde,” fortæller Jacob.
Frem til 1. november 2019 var han gennem otte år journalist på Århus Stiftstidende med mad som sit ansvarsområde.
”Vi håber på, at både jeg og Katharina som ”fastboende pendlere” kan varetage vores jobs her fra øen.”
Katharina er netop startet som chefkonsulent i et rekrutteringsbureau, mens Jakob er i gang med nogle børnebøger os sideløbende søger forskellige nye opgaver.
”Min arbejdsgiver er klar til at bakke mig op som fastboende pendler på Anholt,” fortæller Katharina, der jævnligt skal på arbejdsrelaterede ture til både Aarhus og København.
”Det er nødvendigt, at jeg her på øen får hurtigt og stabilt net og mulighed for skype-møder. Som det er i dag, går det meget langsomt, når jeg logger på og arbejder i firmaets interne system.”
Også Jakobs arbejdsområde er afhængig af internettet.
”Da jeg var på Stiften, var det meget langsomt at arbejde i det interne system her fra Anholt. Og nu er vi to, der skal kunne arbejde samtidigt via nettet.”
Alle ferier på Anholt
Jakob og Katharina har tidligere drevet andre spisesteder på øen.
”Planen er, at jeg skal stå for Spiseriet om sommeren, og at Katharina hjælper til i det omfang hun kan i weekender og ferier.”
For Jakob er det på ingen måde tilfældigt, at valget er faldet på Anholt.
”Siden jeg var helt lille, har jeg tilbragt samtlige sommer-, efterårs-, jule- og vinterferier på Anholt – med én undtagelse. Et år var vi nemlig også en tur i Flensborg.”
Nogle hundrede meter henne ad vejen har Jakobs mor og hendes mand et fritidshus.
”De ”pendler” også – bor et halvt år i Aarhus og et halvt år på Anholt.”