Djursland vil helbrede borgere med ondt i internettet
Tekst og foto: Mogens Greve
I dag er der officielt åbnet for ansøgninger til årets Bredbåndspulje på 100 mio. kroner.
I lighed med 2018 er midlerne målrettet mod tyndt befolkede områder.
”Et Danmark i balance er en vigtig prioritet for regeringen. Derfor målrettede vi i 2018 puljen mere mod tyndt befolkede områder, og det ser helt klart ud til at have virket,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
”Jeg kan kun opfordre lokalområder med ”ondt i internettet” til at sende en ansøgning.”
Workshops i Norddjurs og Syddjurs
I 2018 fik Djursland ikke mindre end ti mio. kroner af årets pulje, men der er stadig en del områder med behov for opgradering af internettet.
”Der er tidligere givet tilskud til ansøgninger med blot to husstande, så mulighederne er rigtig gode,” fortæller bredbåndskoordinator på Djursland, Henrik Friis.
”Frem mod sommerferien har vi planlagt flere workshops i både Norddjurs og Syddjurs, hvor vi igen er klar til at hjælpe ansøgere med både råd og vejledning og praktisk hjælp til ansøgningerne.”
De mange millioner til Djursland i 2018 gik alle til Syddjurs, og Henrik opfordrer derfor borgere i Norddjurs til også at byde ind på de mange penge.
”Vi har stadig mange områder på Djursland, der kan få del i årets puljepenge, hvis du/I ”blot” kommer i gang med at samle tilsagn fra borgerne.”
Start så tidligt som muligt
Henrik opfordrer til at møde op på en workshop for at høre nærmere – og få hjælp og inspiration.
”Det er med at komme i gang nu. Der er nogle strikse tidsfrister, og erfaringen siger, at hele proceduren glider meget bedre ved at få startet så tidligt som muligt.”
Jo flere tilsagn til hurtigt bredbånd, jo bedre er chancen for støtte.
Den samlede egenbetaling pr. adresse skal i gennemsnit være mindst 4.000 kroner pr. adresse.
Sponsorater og/eller bidrag fra fonde kan indgå som egenbetaling.
”Er der en virksomhed og/eller borgere i området med særligt stort behov for hurtigt net, må man gerne betale mere end de 4.000 kroner. Det giver både større mulighed for tilskud – og mulighed for at nedsætte egenbetalingen for en eller flere andre. Det er nemlig vigtigt at få størst mulige procentdel af alle adresser til at sige ja.”
På djursonline.dk fortælles løbende om workshops og praktiske oplysninger – med links til yderligere info og diverse skemaer m.m.
WORKSHOPS 2019
NYT - i år også workshops i Norddjurs
Ørum Aktiv Center, Skolebakken 43, Ørum
Udviklingsparken, Fabriksvej 5, Mørke
- Onsdag 8/5 i Mørke kl. 15-20
- Tirsdag 14/5 i Ørum kl. 15-20
- Tirsdag 28/5 i Ørum kl. 15-20
- Onsdag 29/5 i Mørke kl. 15-20
- Onsdag 12/6 i Mørke kl. 15-20
- Onsdag 26/6 i Mørke kl. 15-20
Kontakt: Henrik Friis, friis@syddjurs.dk, tlf. 6012 3802