Gode forbindelser er godt for hussalget
Tekst og foto: Mogens Greve
I modsætning til tidligere, er ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen A/S i Glesborg de seneste par år begyndt at oplyse i salgsopstillingerne, om en ejendom har fibernet.
Trækker huskøbere til
”Fibernets betydning for prisen kan jeg ikke sige noget om, men det er nemmere at sælge en bolig med fibernet,” siger ejendomsmægler Nicklas Dohn Jakobsen ved John Frandsen i Glesborg.
”Den gode og stabile internetforbindelse har stor betydning og er med til at trække huskøbere til området.”
For blot tre år siden ikke var det ikke standard i salgsopstillingerne at oplyse om fibernet.
Corona har øget behovet
Corona betyder øget fokus på hjemmearbejdspladser.
”Det gælder både for helårsboliger og sommerhuse. Far og mor vil have mulighed for at arbejde, og børnene skal samtidig kunne være på nettet, uden det går ud over hverken hastighed eller stabilitet.”
At kunne bruge sin TV-pakke i sommerhuset nævner Nicklas også som et stort plus.
En del af æren for opblomstringen i det lokale sommerhusmarked tilskriver han udbredelsen af fibernettet.
”Jeg tror, at mens huskøbere i Grenaa har en forventning om godt internet, så spørger de mere ind til det uden for byen.”
Her betragtes det gode net ikke som en selvfølge, hvorfor det her er relevant i salgsopstillingerne at informere om det.
”Vores købere lidt længere væk fra virker nogle gange ligefrem positivt overraskede over muligheden for at få fibernet her i området.”