De 2-hjulede har også fået fart på nettet
Af Mogens Greve
Foto: Lenette Salholt Jonsson og Thomas Lynbech er ansat af MC Touring Club til at drive campingpladsen
Det var som at køre motorcykel med bremsen trukket, når der skulle logges på nettet på MC Touring Camp i Nødager.
Det gik meget langsomt, og nogle gange gik det helt i stå.
Og det var ikke ligefrem det sjoveste i verden, når kasseapparatet i baren gik ned, mens køen af tørstige motorcyklister blev længere og længere.
Men Danmarks største forening for motorcyklister på Danmarks eneste campingplads kun for motorcyklister i Nødager fik sidste år hurtigt net, og siden har der ikke været problemer.
Brokkede sig over nettet
”Folk brokkede sig slemt, når kassen gik ned og det trådløse net ikke virkede,” fortæller Thomas Lynbech, der sammen med Lenette Salholt Jonsson er ansat til at drive MC Touring Camp.
”Nu kører det, og vi kan også streame fjernsyn, hvilket vi ikke kunne tidligere.”
Et tidligere indhentet bredbåndstilbud blev pludselig reduceret med mere end 200.000 kroner i forbindelse med nedgravning af fiberkabler i Nødager, og så skulle det bare være.
Udvider med 15 tdr. land
Da djurslandonline.dk besøgte campingpladsen få dage før skærtorsdagens sæsonåbning, var der is i svømmepølen og solparasoller temmelig uaktuelle. På trods af det var de 11 hytter alle optaget i påsken.
”Der har tidligere været op til 12.000 gæster om året, men ikke mindst det senere par års dårlige vejr er stærkt medvirkende til, at tallet sidste år var 7.000.”
Man har dog ikke mistet modet og har købt 15 tdr. land nabojord, som er ved at blive gjort klar til næste års udvidelse af pladsen.
”Hytterne er der altid rift om, ikke mindst i påsken og pinsen. Der åbnes for booking nytårsaften, og de første kommer på mailen få sekunder efter kl. 24, og nogle forsøger sig også før det.”
Campingpladsen fejrede sidste år 25-års jubilæum, og Thomas fortæller, at det på trods af barens ret centrale rolle kun er knap hvert 10. år, det har været nødvendigt med et opkald til politiet.
Mangler frivillige i baren
Hovedparten af de besøgende er +40/50 år, og mens der tidligere var et korps af 60 frivillige til at passe baren, er det nu nede på 15.
”Den nærmeste bor i Randers. Vi kunne faktisk godt bruge lidt flere, og man får da lidt ud af det.”
En frivillig har halv pris i baren og gratis mad og kørepenge samt et personligt sæsonkort til en værdi af 980 kroner.
”Det kræver ikke medlemsskab at spise her, og det benytter mange lokale sig af. Vi har blandt andet en lokal knallertklub, der kigger ind på deres to ugentlige ture.”
Campingpladsen ejes af MC Touring Club med 38.000 medlemmer, og overnatning kræver et medlemsskab til 199 kroner om året. Der ud over betaler man person, mens teltet er gratis.