24. juli 2022

Djursland i sadlen for den digitale førertrøje

Af Mogens Greve

Danmark er et af verdens mest industrialiserede lande.
Vi måler os i forhold til EU, der senest i 2030 vil sikre alle adgang til 1 Gb/s downloadhastighed.
EU’s mål for internettet inden 2030 har Danmark sat sig som mål allerede i 2025.

 

Djursland på forkant

En ny digitaliseringsstrategi fra maj 2022 fortæller om den digitalisering, der skal sikre Danmark den digitale førertrøje de næste mange år.
Djursland har længe været på forkant med udbredelsen af hurtigt og stabilt internet.
De to kommuner arbejder desuden i hvert sit tempo og på hver sin måde med at skabe de bedste digitale løsninger og tilbud - samme mål som det øvrige Danmark har.

 

Arbejde og ambitioner

Danmarks ambition er det digitale førerfelt.
Syddjurs er blandt de kommuner, der gennem mange år har prioriteret den digitale indsats og været initiativtager til en række udbredte løsninger.
Det gælder eksempelvis OS2 - et samarbejde om software-løsninger, hvor 77 kommuner i dag er med.
På den måde er kommunen en god ”hjælperytter” for Danmark i bestræbelserne på at nå målet – og godt gearet til kommende års etaper.

 

Djurslands fundament

Èn ting er udvikling og produktion.
Digitalisering handler også om læring, livsværdi, bæredygtighed, sundhed, demokrati og nærvær m.m.
Kommunerne må hele tiden sørge for at optimere og udvikle den interne digitalisering.
Og i samarbejde med borgere, institutioner og erhvervsliv m.m. må man skabe det bedst mulige fundament for digitale kommuner.
Digitale kommuner med travle arbejdspladser, glade borgere, gode liv, mange besøgende – og meningsfuld udnyttelse af mulighederne.

 

Mål med mening

Noget meget væsentligt i arbejdet med digitale løsninger er at gøre svære ord i aftaler og strategier forståelige for alle.
Uanset om du er politiker, borger, virksomhed, skole, plejecenter, genbrugsplads, havn eller nationalpark, arbejder vi bedst efter synlige og forståelige mål og strategier.
Og når vi alle følger næsen i samme retning – fremad - kan vi i fællesskab skabe resultaterne af det, vi hver især bidrager med.
Hurtigt internet til alle er en væsentlig forudsætning for at kunne binde det hele sammen.

Info og kommende info-/hjælpemøder om Bredbåndspuljen og om at få hurtigt internet.

 

FAKTA

Telepolitisk aftale
Regeringen og en række støttepartier indgik i december 2021 en telepolitisk aftale om digital infrastruktur.
Målet er, at 98 procent af alle boliger og virksomheder senest i 2025 har adgang til 1 Gb/s downloadhastighed.
De resterende 2 pct. skal have adgang til minimum 100/30 Mbit/s.
Aftalen er en udbygning at den tidligere målsætning om minimum 100/30 Mbit/s til alle i 2020.

Danmarks digitaliseringsstrategi – maj 2022
Som et af verdens mest digitaliserede lande står Danmark stærkt, når vi skal gribe nye digitale muligheder.
Men vi skal have endnu mere fart på digitaliseringen.
Udfordringen er at få udrullet teknologiske løsninger bredt, så det bliver til gavn for alle.
Derfor dækker regeringens strategi som noget nyt både den offentlige og den private sektor.