18. september 2017

Bredbåndskaos igen i 2017

(Foto og tekst: Mogens Greve)

Ikke kun en skæv fordeling af sidste års bevillinger fra bredbåndspuljen, men også en gentagelse af den stærkt kritiserede planlægning, får knubbede ord med på vejen af Kirsten Kilpatrick Parnset og Per Nissen.
De var i 2016 med til at udarbejde en fælles puljeansøgning for to projekter med 51 husstande i området omkring Pindstrupvej i Auning og arbejder nu på en fornyet ansøgning, der skal være klar senest 24. august. Ingen af de 21 ansøgere fra Djursland i 2016 fik bevilget penge fra bredbåndspuljen. ”Den skæve fordeling af sidste års tilskud er én ting, og det er nærmest svinsk, at vi igen i år har så lidt tid til ansøgningerne hen over en sommerferie, når en stor del af husstandene, hvor vi skal indhente fuldmagter, har ferie,” siger Kirsten. ”Hvorfor igen i sommerferien – i stedet for en tidsfrist så det kunne gøres før eller efter,” spørger hun.

Forkerte registreringer
Sidste år gjorde Kirsten og Per indsigelse mod flere registreringer af lokale adresser, hvor det på et oversigtskort fremgik, at der var god internetforbindelse, således at der ikke kunne søges tilskud til de pågældende adresser. De fik medhold i alle indsigelser. Registreringerne var forkerte - internetforbindelsen var også der for dårlig. Også i år var der mulighed for indsigelser – senest 31. maj. ”De indsigelser vi sidste år fik medhold i, var i år ændret tilbage, således at det igen fejlagtigt fremgik af registreringen, at der var god internetforbindelse. Hvorfor skulle vi endnu en gang bruge tid på indsigelser, når vi én gang havde fået medhold,” spørger Per.
Denne dag i slutningen af juli er der endnu ikke kommet svar på, om de igen får medhold, så der også i år kan søges bredbåndtilskud til de pågældende adresser. Det på trods af at der inden 24. august skal indhentes fuldmagt ved alle adresser i projektområdet. ”Fristen for at have ansøgningen klar er 24. august, og vi ved endnu ikke, hvem der kan søges for. Det er nøjagtigt lige så presset og umuligt tilrettelagt som i 2016.


Kritik af politikerne
På trods af utilfredsheden, mener de, at opgaven er så tilpas vigtig, at de tager endnu en tørn og også møder op til åbent hus og infomøde 9. august i Udviklingsparken i Mørke. ”Omstændighederne, den kaotiske planlægning og det i virkeligheden latterligt lille beløb i bredbåndspuljen får det til at virke som om, at Christiansborg slet ikke er interesserede i at få hurtigt net bredt ud til alle. Og selv om de to Djurslands Kommuner bakker op, kunne lokalpolitikerne godt i endnu højere grad byde ind med støtte for at vise, at de i hvert fald mener det alvorligt.


Efterlyser holdningsændring til hurtigt net
Campingfatter sender et vink med en teltstang til politikerne på Christiansborg om at tage internettet alvorligt.


Indehaver af Auning Camping, Bjarne Nielsen, også kendt som ”Campingfatter”, lægger ikke fingre imellem i forhold til politikerne og deres manglende prioritering af hurtigt internet til landets yderområder. ”Vi bruger SÅ mange penge på asfalt. Nettet tages derimod stadig ikke seriøst, i hvert fald ikke på Christiansborg,” siger Bjarne Nielsen. ”Det på trods af, at den digitale forbindelse er lige så vigtig som den asfalterede.” Han har ikke meget til overs for den statslige bredbåndspulje, der næste gang kan søges i september. ”Jeg er ikke tilhænger af puljer, der ikke giver en jævn fordeling af midlerne. Bredbåndspuljen virker som et alibi og løser ikke problemet.

 

Fællesskabet må træde til
Bjarne mener, at fællesskabet må træde til for at få det til at fungere optimalt. ”Ligesom borgerne ikke selv skal søge lokal opbakning til en ny vejstrækning og finansiere asfalten via egenbetaling og puljer, kan/skal heller ikke internet etableres på den måde. Fællesskabet må også kunne trække penge ud til hurtig fibernet.

Turisterhverv og feriegæster er blot et af mange områder, der mange steder lider under de dårlige netforbindelser i yderområderne. ”Hvis det her skal lykkes, er det en statsopgave. Kommunerne har ikke økonomi til at løfte det og kan heller ikke gå ind i et område, der handler om markedsvilkår. Det kræver ganske enkelt en politisk holdningsændring til at ville det her.”


Vil påvirke politikerne
Bjarne er formand for erhvervsforeningen Business Djursland og siger, at foreningen gennem Business Region Aarhus vil være med til at påvirke politikerne. ”Norddjurs og Syddjurs Kommuner står hver især svagt og skal ikke kæmpe hver for sig. De skal kæmpe sammen, og de skal også bruge Business Region Aarhus, der er et meget stærkere talerør. Danmark har i ag et digitalt A- og B-samfund. Er det virkelig det, man vil?” Bjarne mener, at vi alle skal bidrage til det hurtige fibernet. ”Det handler ikke om valg eller fravalg, for vi har og får alle brug for nettet - og skal derfor også alle bidrage til det.”