28. marts 2018

Gør bredbånd til en smal sag

Tekst og foto: Mogens Greve
Billedtekst: Bredbåndsambassadør Mikael Winther Bertelsen er sammen med andre godt i gang med at få højhastighedsbredbånd til Glesborg

Når et lokalområde på Djursland ønsker højhastighedsbredbånd, kræver det et antal forhåndstilsagn fra borgerne, for at en bredbåndsudbyder er klar til at etablere det hurtige net.
Nogle projekter kommer i stand efter tilskud fra Bredbåndspuljen, men der realiseres også mange alene på baggrund af den tilstrækkelige tilslutning.
For at få højhastighedsbredbånd i en landsby/et område er det således en nødvendighed, at lokalområdet aktivt arbejder for at brede budskabet ud og få folk til at melde sig til.

 

Kommunen hjælper

Til at koordinere indsatsen er der brug for frivillige borgere, der som bredbåndsambassadører blandt andet skaber kontakt til lokale borgere og virksomheder og er bindeled til kommune og udbyder.

Kommunen hjælper med råd, vejledning og diverse kontakter og afholder workshops m.m. – og kan også være behjælpelig med informationsmateriale og afholdelse af lokalmøder.
Senest er der i starten af 2018 opnået tilstrækkelig tilslutning til, at der er højhastighedsbredbånd på vej til Hemmed, Bønnerup og Ebdrup.

 

Her gør de det selv

I Glesborg har en bredbåndsambassadør sammen med en gruppe borgere selv taget initiativ til at stemme dørklokker og holde møde for at skaffe tilmeldinger, uden at man på forhånd havde aftale med en bredbåndsudbyder.

Efter at borgerne gik i gang, har Fibia meldt ud, at man er ”klar til en snak” ved cirka 86 forhåndstilmeldinger – 19. marts var der 80.
Bor du i et område uden højhastighedsbredbånd, kan du her melde dig som bredbåndsambassadør og være med til at åbne døre for mulighederne.
Blandt andet her er der brug for ambassadører for at få bredbåndsprojekter i spil – Ålsrode, Høbjerg, Vejlby, Allelev, Revn, Selkær, Fannerup, Ginnerup, Følle Strand, Thorsager sommerhusområde, Ahl Strand, Elsegårde Strand og Ebeltoft Mark.