01. september 2024

Landlig idyl i digital harmoni

Tekst og foto: Mogens Greve

Efter at have mistet sin mand ved en arbejdsulykke for næsten to år siden bor Baiba Vestergaard nu alene på en landejendom ved Ørsted med sine tre børn på 13, 11 og 6 år.
Hun er medejer af to gårde, hvor jorden dyrkes og der i den ene er grise.

Som ansat i teknisk afdeling i Silkeborg Kommune deler hun sine 30 ugentlige arbejdstimer mellem Silkeborg og hjemmearbejdspladsen.

 

Startede med en opringning

Klimadatastyrelsen udsendte i 2023 digital post om at søge tilskud til hurtigt internet gennem Bredbåndspuljen.

Jeg sprang hurtigt over brevet, da det virkede alt for uoverskueligt,” fortæller Baiba Vestergaard.

Senere så hun tilfældigt et Facebook opslag om bredbåndskonsulent Henrik Friis, der hjalp med at søge Bredbåndspuljen.

”Jeg ringede og fik en god snak med Henrik. Han fik det til at lyde nemt at søge puljen, og det var det faktisk også.”

Hendes mobile bredbånd havde ellers dækket familiens behov.

”Men jeg var ikke i tvivl om at gå efter fibernet.”

  

Fremtidssikret landejendom

Baiba Vestergaard giver en hånd med, når den lokale håndboldklub skal tjene penge ved lokale arrangementer og har tidligere været gymnastiktræner og hjulpet spejderne i Ørsted.

”Jeg spiller også lidt motionsvolley i Allingåbro.”

Og så var hun den, der gik forrest for at få hurtigt internet til sig selv og en række naboer.

Henrik Friis sendte en liste med de cirka 30 adresser, der var potentielle deltagere i et projekt.

”Nogle af dem kendte jeg og nogle ikke. Det var ret grænseoverskridende af besøge folk du ikke kendte for at fortælle om noget, du ikke vidste noget om.”

14 adresser meldte sig til projektet.

”Det gik bare så fint, og Henrik hjalp med ansøgningen. Projektet gik igennem, og nu bor vi i en fremtidssikret landejendom med fibernet.”